Den 10. juni - 12. juli 2009

Onsdag d. 10. Juni.

Havde en hyggelig og rolig dag på kontoret indtil klokken halv to, hvor jeg kørte i lufthavnen.  Inden da havde jeg brugt god tid på spise lidt morgenmad og frokost med kollegaer, og fik også arbejdet lidt; der var lige et par ting, som skulle lukkes.

Var lidt spændt på hvor meget min bagage rent faktisk vejede, og om der kunne blive tale om overvægt – det føltes faktisk sådan. Det viste sig ,at min taske med mit eget udstyr og tøj vejede 25 kg, hvilket blot er 5 kg. overvægt. Heldigt at pigen i check-in ikke valgte at tælle min håndbagage, eller vores kæmpestore radarreflektor med i totalen. Det kan godt betale sig at være en god kunde hos SAS.

Gik direkte i loungen og hyggede lidt med en gin/tonic og en avis inden afgang.

Alting klappede perfekt og jeg ankom i rette tid både til Oslo og Kirkenes. I Kirkenes var alle taxier selvfølgelig taget, da jeg endelig havde fået samlet alt min bagage sammen (5 styk i alt). Men heldigvis kunne jeg køre med en gruppe, som skulle bo næste sammen sted som mig. Så inden længe kørte vi gennem Finnmarken mod Kirkenes. Landskabet er ret smukt og midnatssolen er fantastisk, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor langt væk man er fra alt, og hvor hårdt det må være om vinteren, når det er mørkt døgnet rundt.

En skæg oplevelse var at se skilte mod Murmansk, da vi kørte ind mod Kirkenes. Den slags er kun for landkrapper; næh, vi andre sejler s’gu til Murmansk.

Hotellet viste sig at være rigtigt godt (det havde jeg nu også sikret mig for inden), og inden længe sad jeg i restauranten og drak en god hvidvin og spiste en kongekrabbe – fantastisk!

Efter middagen gik jeg en tur og tog et par billeder. Om ikke andet så beviste turen, at varmt tøj er påkrævet; det er med andre ord smadderkoldt om natten. Det giver også en fingerpeg om de temperaturer, vi skal være forberedte på, når vi sejler om natten.

Nu er det midnat og stadig lyst, dog overskyet.

I morgen går turen med bus til Vadsø. Jeg har opdaget, at jeg faktisk godt kunne flyve derover (tager ca. 15 min.), men jeg har masser af tid og turen ser ud til at blive ret smuk;  så jeg tror jeg snupper bussen.

Torsdag d. 11. Juni.

Besluttede fra morgenstunden ikke at tage bussen til Vadsø alligevel. Jeg har som sagt opdaget, at man kan flyve fra Kirkenes på 15 minutter, og da jeg har sindsygt meget bagage at slæbe på, vil det være rigtigt behageligt ikke at skulle skifte bus undervejs eller skulle til at skaffe taxa osv. fra en busholdeplads i Vadsø. Nu kan jeg køre direkte fra lufthavnen til Kristin, som har holdt øje med båden i vinter, og som har nøglen til båden.

Så nu har jeg hele dagen indtil ca. klokken 15.00, hvor jeg kører i lufthavnen (flyver kl. 16.40).

Fra mit hotelværelse kan jeg se ud over byen og ikke mindst fjorden. Så jeg tror jeg vil checke ud og gå en tur ned til vandet og tage nogle billeder. Vejret er desværre overskyet med lavthængende skyer, så det er ikke det mest fotograferingsvenlige vejr.

Nu er klokken ca. tyve minutter i elleve torsdag formiddag og jeg vil se at få checket ud og kigge lidt på byen; solen er så småt ved at komme frem.

Min gåtur beviste, at det ikke kun er om natten det er koldt – faktisk er det koldt døgnet rundt, undtagen, hvis man finder sol og læ. Det sidste kan godt blive svært på Barentshavet, forestiller jeg mig. Jeg vil gætte på temperaturen her i Kirkenes ligger på de 10 grader max.

Ankom til lufthavnen i god tid og fik checket ind. I den forbindelse lærte jeg, at grænsen for overvægt er en anden på mindre fly. Så den ellers rimeligt billige flybillet på 500,- blev forøget med yderlige 700,- for at få bagagen med.

Efter en fin flyvetur over det meget smukke landskab langs grænsen til Rusland, landede jeg i Vadsø efter at have været i luften ca. 10 minutter. Vadsø lufthavn ligger lige ud til vandet og virker ekstremt øde. I nærheden ser man fjelde med is på – den er god nok, det er koldt heromkring.

Denne gang var jeg heldig med taxaen og jeg kørte straks ned til Kristins hus for at hente nøglen til båden. Kristin er et ret fantastisk menneske, som Iver kender, og som har holdt øje med båden gennem vinteren. Hun havde derfor nøglen jeg skulle bruge for at komme ombord. Nøglen til sit hus havde hun lagt i garagen. Dernæst gik turen til havneområdet, der desværre viste sig at være lukket indtil næste dag.

Jeg benyttede mig derfor af Kristins generøse tilbud om at bo hos hende indtil næste dag, hvor havneområdet blev åbnet. Kristin selv var bortrejst (til Finland), men jeg skulle bare gøre mig det behageligt og føle mig hjemme. Så jeg gik op til det nærliggende supermarked og købte ind til en hyggelig aften for Iver (som ankom lidt over midnat) og mig selv.

Iver ankom ved 1 tiden om natten, og vi sad og hyggede lidt med lidt hvidvin og natmad, som jeg havde forberedt til os. Et interessant emne var, at dagen før havde Iver kigget på Norges meteorologiske instituts hjemmeside og kunne konstatere at Pechora bugten ind til Naryan Mar, hvortil vi skal ankomme om under en måned stadig var helt tilfrosset. Men heldigvis er isen bag ved (altså ind mod fastlandet) ved at løsne sig, således at vi antager, det ikke varer længe før resten af isen begynder at bryde op. Men vi skal helt sikkert være på udkig efter drivende is, når vi kommer yderligere øst på.

I morgen skal vi ned og tage båden i besiddelse.

Fredag d. 12. Juni

Iver og jeg stop op klokken 9 og spiste en hurtig morgenmad, hvorefter vi tog ned til båden og begyndte at pille presseningerne af.

Båden ligger et sted, man simpelthen tror er løgn; en gammel fiskeoliefabrik som er misligholdt i en sjælden grad. Men den har dog tjent sit formål rimeligt godt, nemlig at sørge for et godt sted for båden at overvintre. Desværre havde båden ramt molen på et tidspunkt og derved fået ødelagt et stykke af fenderlisten samt ødelagt lidt maling på fribordet. Dog intet som ødelægger sikkerheden ved sejladsen.

Vi arbejdede hele dagen fra klokken 9 til ca. 21.30 og nåede faktisk alt, inkl. proviantering. Lidt op af formiddagen ankom Kåre og Andreia, og vi var alle hurtigt i sving. Faktisk var det ret sjovt at rigge båden til, og en god lejlighed til at lære båden at kende. Vi skulle montere sejl, rebsystem, gas, fylde vand på osv. osv.

Igen kom det fuldstændigt bag på mig hvor sindsygt koldt det er heroppe; jeg gætter på omkring 5 grader + en smule vind. Når man går rundt med bare hænder udendørs hele dagen, bliver det altså ret koldt. Solen er heller ikke fremme

Det eneste vi mangler nu er at påsætte vores radarreflektor, gøre rent (skure dæk og den slags) samt indrette os i båden. Planen er, at vi sejler omkring midnat lige før søndag. Efter ca. 140 sømil bør vi ankomme til den position ud for indsejlningen til Murmansk, hvor de russiske havnemyndigheder venter at høre fra os.

Klokken er nu tæt på midnat og vi er tilbage i Kristins hus, hvor vi netop har drukket lidt rødvin og spist en godt måltid mad (stegte rejer, pasta og en salat).

Jeg tror faktisk jeg skal købe mig en ekstra fleecetrøje i morgen, inden vi sejler.

Lørdag d. 13. Juni

Afsejlede fra Vadsø omkring midnat. Ret hurtigt bemærkede vi, at vejrudsigten havde været lidt for mild. Vi kom ud i 14+ m/s og kæmpestore bølger, med vinden for N – NØ betød det bidevindsejlads. Det var en temmelig voldsom debut, og da vi alle havde arbejdet hårdt i dagene forinden, og heller ikke sovet nok, var vi ikke i den bedste form for den type sejlads. Det varede derfor ikke mange timer før ¾ dele af besætningen, inklusive mig, var voldsomt søsyge. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så søsyg, og med over 30 timers sejlads foran os, var der udsigt til en hård sejlads. På et tidspunkt ødelagde vi vores forsejl, som flængede ved en syning samt ødelagde en række syninger.

Jeg må tilstå, at jeg på dette tidspunkt spurgte mig selv om, hvad pokker jeg havde rodet mig ud i. Hvad er charmen ved at ligge i ishavet i stiv kuling, søsyg og med et ødelagt forsejl? Især, når man kunne have siddet på en splinterny cruiser, udstyret med selvstyrer og rullesejl på Middel- eller Adriaterhavet med en drink i hånden iført shorts og t-shirt.

Søndag d. 14. Juni

Under bjergningen af forsejlet gik indhaleren løs og sejlet foldede sig derfor ud igen, og blafrede voldsomt i den stærke vind – det ødelagde yderligere et par syninger. Men vi fik bjerget sejlet og surret det fast på fordækket.

Jeg diskuterede derfor med vores skipper Iver, om ikke tiden var kommet til at søge i havn; vejret var ret voldsomt, og tre af os var temmelig søsyge. Fra søkortene, jeg havde kigget på inden afsejling, vidste jeg, at Vardø var inden for rækkevidde. Det blev hurtigt besluttet at søge nødhavn på Vardø og efter en times tid, stævnede vi ind i havnen. Det var også på tide efter at have sejlet i ca. 12 timer og været søsyg i godt og vel de 10.

Det gode ved søsyge er, at man hurtigt kommer sig, og vi besluttede derfor alle, at det kunne være hyggeligt at gå ud og finde en restaurant.

Hurtigt nåede vi op til Strandvejen, som er Vardøs hovedgade. Man må sige, at der var temmelig trøstesløst, og alt bar præg af engang at have kendt bedre tider. Overalt så man ødelagte og forladte varehuse samt små, nu lukkede, forretninger.

Efter at have besøgt den første restaurant , hvor køkkenet var lukket, fandt vi en Thai-restaurant, som udover at lave ganske udmærket Thai-mad, også havde et særdeles velassorteret ølkort; ”You gotta have a hobby”, som vores tjener (og ejer af stedet, tror jeg) sagde, da vi komplimenterede ham for udvalget.

Efter en god og hyggelig middag gik vi tilbage til båden gennem et silende regnvejr, og det var rigtigt godt at komme ned i båden og krybe i soveposen.

Mandag d. 15. Juni

Afsejlede fra Vardø ca. klokken 15.30. I dag var vejret meget bedre, lidt for godt faktisk, og vi fik en meget rolig sejlads for motor det meste af tiden. Sejladsen var begivenhedsløs og tiden gik med vagtskifte og måltider.

Tirsdag d. 16. Juni

Var ved indsejlingen til Murmansk Fjord ca.  klokken 14.00 efter at have sejlet fra Vardø i mere end 24 timer.

Ankom til Murmansk Havn omkring klokken 20.30. Turen ind gennem fjorden gik stille og roligt. Den eneste udfordring var at holde en kurs i udkanten af trafiksepareringssystemet ind mod Murmansk.

Jeg begynder faktisk, at se det sjove i turen. Det er en ret stor oplevelse at komme sejlende til Murmansk og opleve at ligge i en industrihavn omgivet af store fragtskibe, som laster kul døgnet rundt. For at komme ind på havneområdet skal vi gennem en sikkerhedskontrol sammen med de ”professionelle” søfolk og havnearbejdere.

Umiddelbart efter ankomst fik vi besøg af myndighederne (toldvæsenet, FSB og havnemyndighederne). Der var en ganske stor mængde papirarbejde, som skulle udfærdiges inkl. en særdeles omfattende omgang stempling af diverse dokumenter.

Kirsten var på hotel, og det viste sig hurtigt, at hun ikke kunne komme til båden denne dag.

Iver og jeg tog derfor omkring midnat op til hotellet og indlogerede os – fantastisk chance for lidt komfort og ikke mindst et par varme bade og noget god mad. Kirsten mødte os i lobbyen, og det var godt at se hende igen; jeg havde glædet mig til at se hende og også høre om hendes togtur fra Sankt Petersborg til Murmansk.

Hotellet var rigtigt godt og havde også en overraskende god restaurant, som serverede en rigtig god middag og morgenmad. Middagen blev en hel grillet regnbueørred, som smagte fantastisk. Dertil en halv flaske Chablis; slet ikke dårligt.

Onsdag d. 17. Juni

Dagen startede med, at vi fik vores forsejl tilbage, som var blevet repareret i en fart af den meget venlige leder af Murmansk lystbådehavn.

”Sådan en lastbil har jeg stående i Tadjikistan”, sagde Iver netop, som vi havde passeret jernbaneoverskæringen på vej op i byen fra havnen, og opdaget en gammel lastbil inde på en lille plads. Vores skipper er en temmelig interessant person som har en række usædvanlige rejser bag sig. Lige nu deltager jeg i den seneste. Lastbilen som Iver refererede til, var en gammel russisk militærlastbil, som han har brugt til at køre rundt i Rusland med for en række år siden.

Denne dag blev brugt på lidt hyggelig frokost oppe i byen og derefter lidt shopping efter bla. nogle varme og ikke mindst vandtætte vanter; der er virkeligt koldt om fingrene især på nattevagterne. Derudover skulle vi købe nogle beholdere til ekstra vandreserve samt noget silikone, som vi prøver at reparere et par luger, som lækker vand, med.

Alle vores indkøb forløb perfekt og vi fik alt vi skulle bruge inkl. nogle gode russiske delikatesser, ikke mindst vodka og øl, til middagsmad.

Tilbage på båden fik vi hurtigt anrettet maden og spiste et hyggeligt måltid ledsaget af en god russisk vodka og øl.

Efter middagen gik Iver, Kirsten og jeg op til byen for at finde et sted at drikke en øl eller drink. Det blev til et besøg på den lokale natklub, som ikke var voldsomt befolket denne onsdag aften. Men vi fik et par gode drinks tilberedt at en rar bartender (som dog ikke var helt så fit, som hans ærmeløse t-shirt lagde op til). Vi fik et par drinks bestående af vodka (selvfølgelig), Martini og likør samt noget frugtjuice; det smagte ok. Iver og jeg afsluttede med et par Jameson whiskies.

Torsdag d. 18. Juni

Denne dag har indtil nu været relativt doven. Vi sov indtil klokken 12.00, og hvis vi ikke havde fået besøg af en toldofficer, havde vi helt sikkert sovet længere.

Vi når ikke ret meget andet i dag end at slappe af og læse bøger, drikke kaffe og høre lidt musik. Det er faktisk også på høje tid, da vi indtil nu for det meste har været optaget af praktiske gøremål såsom klargøring af båd, indkøb og den slags.

Der er dog masser af ting, som skal være på plads før vi kan forlade Murmansk. Lige nu er det største problem, at den russiske kystvagt ikke vil give os tilladelse til at gå i land øst for Naryan-Mar, hvilket ødelægger Ivers plan om at sejle i fodsporene på Jens Munk. Derudover venter vi på svar om, hvorvidt vores VHF radio kan repareres eller om, vi skal købe en ny. Desuden skal vi have købt mere proviant.

Ventetiden lige nu gør ikke noget for planlægningen som sådan. Vejret på Barentshavet er alt alt for dårligt til at sejle ud i. Vinden er over 15 m/s de næste par dage, så det skal vi ikke ud i. Det som er lidt interessant i denne sammenhæng er dog, at når vi først tager af sted, er der ikke så meget at gøre, hvis vejret bliver dårligt igen - andet end at sejle igennem det, eller eventuelt at søge ind til kysten i håb om at finde læ i en bugt. Vi finder ingen havne mellem Murmansk og Naryan-Mar. Det bli’r en hård tur, ingen tvivl om det.

Der er en risiko for, at vi også er tvunget til at købe nye redningsveste. Toldofficeren, som besøgte os i morges var meget interesseret i at gennemgå vores redningsudstyr, og det syntes at være et problem, at vores redningsveste ikke er udstyret med en lampe. Vores nuværende veste er bestemt ikke dårlige, men på den anden side heller ikke professionelle off-shore udgaver. Men så igen, hvis vi falder vandet, overlever vi ikke meget mere end 5 minutter pga. nedkøling i det meget kolde vand. Så en lampe gør ikke den store forskel.

Men det var betryggende at vores øvrige udstyr inkl. redningsflåde og epirb (en enhed, som transmitterer vores position til søredningstjenesten i tilfælde af havari) var i orden. Det tvivlede jeg nu heller ikke på, da Iver syntes at være en grundig og ansvarlig skipper.

Fredag d. 19. Juni

Dagen startede med indkøb af forskellig proviant, som vi manglede til næste ben mod Kolgujev. Planen er at sejle i løbet af mandagen; vejrudsigter lover bedre vejr og vores sidste sejladstilladelse bør ankomme i løbet af mandagen.

Efter at have overstået dagens praktisk opgaver, valgte jeg at tage lidt tid til mig selv. Jeg gik op til en god cafe, som Kirsten havde anbefalet og fik et par gode kopper kaffe og en kage – igen god kvalitet og venlige folk; som sagt karakteristisk for disse egne.

Efter at have siddet og hygget med et par kopper god kaffe, gik jeg en tur gennem den silende regn op til kirken, hvorfra der var en god udsigt over byen.

Vejret er således stadig dårligt vejr, konstant silende regn – den type, som man ikke rigtigt bemærker, men som gør alting vådt og klamt. Det er derfor svært at finde gode motiver til ? (forstår dig nu godt), og ikke mindst inspiration til gode motiver.

På vej tilbage fra turen var jeg nød til igen at besøge vores gode konditori- og fast-foodsted med adskillige kopper god kaffe og en butterdejsstang med mandelremonce.

Dagen var også Kirstens fødselsdag, så det var en god lejlighed til at forkæle hende lidt. Via sms, fik jeg aftalt med Kåre og Andreia, at vi sammen købte en gave til hende. Et par dage forinden havde jeg spottet et stormagasin overfor vores hotel, hvor jeg fandt en flaske parfume og et russisk flag.

Efter at have hygget på båden og sagt tillykke til Kirsten, gik vi alle sammen ud og spiste på en nærliggende restaurant. Det blev en fantastisk god middag med udsigt til isbryderen Lenin.  Det var sådan en restaurant, man ikke har en chance for at finde, hvis ikke en lokalkendt tager en med. Den lå på førstesalen i ankomsthallen for passagertrafiken til Murmansk uden synlige skilte eller anden indikation af, at her lå en god restaurant. Men stedet var velbesøgt og underholdningen blev varetaget af en temmelig overvægtig musiker, som nærmest apatisk lirede forskellige numre af; underholdningen stod ikke mål med menuen.

Lørdag d. 20. Juni

Vi har efterhånden fået lukket alle opgaver, så vi kunne tillade os at slappe af og bruge lørdagen på lidt sight-seeing i og omkring Murmansk. Dagen startede således med en rundvisning på Lenin; verdens første atomdrevne isbryder.

Derefter besøgte Kirsten, Iver og jeg en sejlklub ca. 40 km fra Murmansk. Under vores ophold i Murmansk havde vi lært administratoren af klubben at kende, og han havde inviteret os på besøg. Sejlklubben var utroligt hyggelig, og lå i et meget smukt område med birketræer og søer. Luften var frisk og skarp, og vi sejlede en tur på søerne i klubbens gummibåd med en særdeles kraftig påmonteret motor.

Klubbens medlemmer var utroligt gæstfrie og vi blev budt på te, hjemmebag og hjemmelavet syltetøj. Klubben har eksisteret siden halvfjerdserne og har i dag omkring 50 medlemmer. Noget om, at det egentlig er havnens klub…

Vel tilbage på båden kunne vi slappe af med et par whiskies og bøger.

Aftenen blev tilbragt på båden med pizza, DVD, kaffe og noget rødvin. Andreia og jeg hentede pizzaer på et nærliggende pizzaria, som ikke helt levede op til vores forventninger, men som dog kunne levere et par pizzaer, vi blev mætte af.

Søndag d. 21. Juni

Vi venter stadig på at modtage den sidste sejladstilladelse fra kystvagten. Heldigvis er vejret ved at klare op; skyerne spreder sig lejlighedsvist og solen kigger frem i et par minutter.

Vi besøgte alle museet i Murmansk, hvor man kan lære om byens historier og naturen omkring den. Alt er meget low-tech, men faktisk godt udført.

Nordlysdemonstrationen blev varetaget af en ældre dame, som sad og ventede på, at gæsterne kom ind i rummet. Når der var nok rejste hun sig op slukkede lyset i rummet på én kontakt og tændte nordlyset på en anden.

Resten af dagen gik med afslapning lige afbrudt af et par ture op for at hente vand. Vi skal jo så småt til at tænke på at afsejle og er derfor begyndt at tænke på opfyldning af diesel og vand, samt på den sidste opfyldning af proviant.

I løbet af aftenen begyndte vejret for alvor at blive bedre. Skyerne spredte sig så meget at man kunne se blå himmel og sol i mere end bare 30 sekunder, og temperaturen steg til hele 10 grader (hvilket føltes varmt). Temperaturstigningen har også haft en positiv effekt på fugten i båden, som stort set er forsvundet. Selv vores håndklæder og andre ting, der har været våde i dagevis, er nu tørre.

Mandag d. 22. Juni

Er nu tilbage på hotel Meridian. Oplader computer, spiser frokost og drikker kaffe.

Kirsten dukkede op, og vi sidder nu og drikker kaffe, læser lidt og jeg får lige skrevet lidt på dagbogen.

Hvis vi sejler i dag, bliver det først omkring midnat. Vi mangler stadig at skaffe diesel og den sidste tilladelse fra kystvagten.

Så nu skal vi bare fordrive tiden med lidt afslapning og hygge resten af dagen.

Der skal dog også lige indkøbes den sidste proviant. Det gør Kirsten og jeg senere.

Det blev en superhyggelig eftermiddag. Hoppede for sjov bare ombord på en tilfældig bus, og kørte med til endestationen og tilbage til centrum. Derefter gik vi på jagt efter en restaurant, som Kirsten havde nogle dage forinden, mens hun ventede på vi ankom. Vi fandt den og spiste en lækker frokost efterfulgt af en god kop kaffe og et par kager fra det store udvalg.

Tirsdag d. 23. Juni

Den sidste tilladelse fra kystvagten dukkede op i løbet af eftermiddagen, og vi afsejlede fra Murmansk omkring klokken 16.00.

Sejlads fra Murmansk gennem fjorden; skærgård og atom isbrydere samt lukket by Severomorsk.

Søndag d. 28. Juni, klokken 02.12

Ankom til bugten bag sandbankerne på Kolgujev i går, lørdag ca. kl. 13.30. Da havde vi sejlet for fire dage siden tirsdag d. 23., hvor vi forlod Murmansk omkring klokken 16.00.

Klokken er nu 02.20 og jeg er blevet vækket for 20 minutter siden af Nikolay, som har haft ankervagten siden klokken 23.00 i går. Det er nu min tur til de næste to timer at holde øje med, at vi ligger fast og reagerer, hvis vinden ikke går i øst. Sker det, må vi flytte båden, da vi ellers risikerer at blæse på grund. Ved østenvind er vores placering ikke beskyttet mod de bølger, der vil rejse sig fra øst.

Så nu sidder jeg ved kortbordet og drikker te og spiser nødder, tørrede abrikoser og russisk chokolade, som vi provianterede i Murmansk.

At sejle konstant i over 4 dage er en temmelig ensformig ting.  Tiden går med vagter, spise og sove gennem det omskiftelige vejr på Barentshavet. Siden vi afsejlede fra Murmansk har vi haft sol, regn, vindstille og op til over 17 m/s. Med andre ord har vi haft perioder med særdeles hårdt vejr. I går på det sidste ben mod bugten på Kolgujev, havde jeg rorvagten, mens det blæste 17 m/s (lidt på 30 knob på vores vindmåler). Med fok og 2 reb i storsejlet gik det fint, men der var godt nok pres på roret ,og det var en fantastisk fed og vild oplevelse. Jeg var nødt til at krydse ind mod vores ankerplads, og prøvede derfor at gå så højt som muligt. Derved ramte jeg bølgerne stort set lige forfra. Vild og sjov oplevelse for mig, og i hvert fald en vild oplevelse for Kåre og Andreia i forkøjen, som oplevede, hvad det vil sige at være vægtløse, når båden fløj ud over bølgerne. Efter sådan et par ture besluttede jeg at falde lidt mere af og i stedet taget et par vendinger mere, og de andre kunne få en lidt mere behagelig sejlads.

Omsider nærmede vi os ankerpladsen, og det var en lille smule nervepirrende at komme blæsende for sejl med 16-17 m/s ind på 8-9 meters vanddybde, der langsomt blev lavere og lavere. Men Nikolay, vores russiske lods, stod for navigationen og havde helt styr på det. Lejlighedsvis råbte han små kurskorrektioner op til mig fra navigationsbordet nede om læ. Vi endte da også med at have masser af plads til at tage sejlet ned og klargøre ankeret.

Faktisk ser man først Kolgujev ganske få sømil før ankomst. Øen er simpelthen så flad, at den falder i et med kimingen.

Kolgujev (vi ligger ved den lille by Bugrino) er det mest øde og ugæstfri sted, jeg endnu har set. Det er basalt set en flad ø bestående af tundra, rensdyr samt sidst men ikke mindst Nenet folket, som lever af rensdyrhold og lidt fiskeri. På det seneste har olieforekomster tiltrukket olieindustri i den østlige del af øen. Derved er Neneternes levevis truet af pga. fald i rensdyrbestanden, som skyldes ødelæggelsen af deres græsgange, som sker, når oliefolkene kører rundt på øen i bæltekøretøjer.

En stor del af Nenet-folket er i øvrigt blevet forflyttet hertil i halvtredserne, da det blev besluttet at deres oprindelige område (Nova Zemla) skulle benyttes som teststed for atomsprænghoveder.

Efter afsejlingen fra Murmansk hensank jeg i en tilstand af mismod over at tilbringe min sommer på et så øde, koldt og besværligt sted som Barentshavet. Dette delvist fremkaldt af adskillige døgns bidevindsejlads, hvor alt inkl. een selv vælter rundt i båden.

I tæt på 2 døgn kunne jeg simpelthen ikke undslippe tanken om mit behagelig liv i København. Gang på gang kredsede mine tanker om min lejlighed, cafe Latte i gården med tebirkes fra bageren i Sankt Peders Stræde, samt sidst men ikke mindst sommeraftener med vennerne i Kongens Have.

Kirsten gjorde adskillige søde forsøg på at bedre mit humør, men jeg må indrømme jeg ikke rigtigt var modtagelig. I stedet tilbragte jeg det meste af tiden i min køje, når jeg ikke lige havde vagt eller andre pligter, såsom madlavning og lignende.

Heldigvis varede mit mismod kun kort, og de sidste par dage har været ret eventyrlige, og forude ligger utallige mere eventyrlige oplevelser. Argumentet med at bruge min sommer er i øvrigt noget sludder. Jeg er hjemme i København d. 12. juli, hvorefter der venter adskillige måneder med sommer.

Jeg glæder mig stadig til at stige på flyveren i Naryan Mar og efterfølgende tilbringe et par behagelige døgn på Radisson i Moskva. Radisson er et meget lidt eventyrferieagtigt sted at bo, men man ved hvad man får (og det er godt det man får), hvilket jeg helt sikkert vil nyde på det tidspunkt.

Har i øvrigt i skrivende stund ikke vasket mig i over 4 dage. Da jeg i morgens ville varme vand til en tiltrængt ”store badedag” gik der ild i slangen til vores gasblus. Hvis der for alvor er noget der er farligt på en båd, er det gasinstallationen, som i sidste ende kan sprænge båden i luften. Det var derfor noget vi omgående måtte fixe, og i morgen skal der bades.

Lige nu har vi lidt tekniske problemer, som forhindrer os i at modtage iskort. Men såfremt dette løses og isen tillader det, vil vi på mandag eller tirsdag sejle yderligere 200 sømil østpå og besøge en anden øde ø ”Vaigach”. Dette forudsætter dog, at vi kan komme gennem isbræmmen, som for øjeblikket langsomt smelter pga. sommerens kommen.

Så er der 25 minutter tilbage af min vagt, og jeg glæder mig til at komme tilbage i soveposen. Inden da, vil jeg lige gå en tur op på dækket og checke, om alt er ok. Vi har ellers sat vores GPS til overvåge vores position. Men den fanger ikke nødvendigvis et skift i vindretningen. Så får jeg også lige lejlighed til at lege lidt med mit nye kamera med GPS modtager. Glæder mig til at få billederne ind på min MacBook Pro og studere dem nærmere. Men det bliver tidligst i Naryan Mar; fugten ombord gør, at jeg ikke rigtigt har lyst til at tænde den her ombord. Desuden har det vist sig, at jeg ikke kan oplade den ombord, da batterierne ikke leverer strøm nok.

Søndag d. 28/6, klokken 15.18

Efter en rolig nat med hyggelig ankervagter alene i den arktiske sommernat, fik en udsædvanligt vågen og energisk Kåre os ud af køjerne lidt før halv ni; lige lovligt tidligt skulle jeg mene. Han blev dog relativt hurtigt tilgivet, da han havde morgenmaden parat, som sædvanligt bestående af varm kaffe, appelsinjuice, havregrød med nødder, mandler, rosiner og tørrede abrikoser. Derudover brød, ost og marmelade. Det gode ved at komme tidligt op var, at vi fik overstået dagens opgaver ombord inden frokosttid.

Alle ombord havde lyst til at besøge den nærliggende Nenetsby ”Bugrino”. Så Ivers lidt mærkelige sammenklappelige jolle blev sat i søen og Kåre roede første hold knap 1 km. ind til kysten. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig til ikke at sejle ind. Jeg kunne ikke passe de tørdragter, vi havde til formålet, og ville ikke risikere at ende i det max. 5 grader varme vand. I den temperatur bliver man hurtigt ukampdygtig. Da Kåre var tilbage for at fragte næste hold ind, fik vi besøg af en Nenetsfader i sin lille båd sammen med sin søn og en af sønnens kammerater. Han tilbød at sejle os ind til land. På grund af mangel på plads lod han sine sønner blive ombord hos Kåre og jeg, mens han sejlede Iver og Kirsten ind. Så vi fire sad og hyggede med at kigge lidt billeder på mit kamere samt med at spise rigtig mange småkager og drikke appelsinjuice.

Snart var faderen tilbage for at hente Kåre og børnene ind til land. Så jeg er nu alene på båden i det tilfælde, at den skulle rive sig løs eller såfremt andre forhold gør, at ankeret må kastes. Sjov fornemmelse af sidde her alene på en stor sejlbåd nord for 68. breddegrad; ikke dårligt!

Jeg har lige været i radiokontakt med holdet på land, og vi har aftalt at tage kontakt igen klokken 17.

Så nu er jeg tilbage ved kortbordet med dagbog, varm te, marmelademadder og matadormix. På iPod’en hygger Tina Dickow om mig.

En af Ivers opgaver på land er, udover at møde Neneterne, at få opladet sin laptop, så vi via sattelitforbindelse kan hente vejrudsigter og ikke mindst iskort. Således kan vi vurdere om det er muligt og sikkert at sejle videre øst på til Vaigach.

Hvis ikke vandet mod Vaigach er åbent, bliver vi nok lidt længere her for anker for derefter at sejle direkte til Naryan Mar. Der venter vi så på næste hold, som sejler båden tilbage sammen med Iver og Nikolay mod Norge via Hvidehavet  og Murmansk.

Den uro jeg følte i maven efter at være ankommet til Norge inden turens begyndelse, og de første par dage har været forsvundet i evigheder nu. Dagene kommer og går, og efterhånden, som vi lærer hinanden bedre at kende, bliver vores samvær også hyggeligere og hyggeligere. I aften skal vi have en god middag og helt sikkert også åbne en flaske vodka. Vi må udnytte, at vi ikke sejler i dag. Når vi sejler, drikker vi ikke spritus/alkohol. En fornuftig politik, som er med til at gøre vores vagter mere sikre.

Menuen i går var vodka med tørret skinke og rå løg som aperitif. Derefter biksemad med kartofler kogt i saltvand og dernæst stegt. Dertil den røgede skinke svitset med løg og til sidst et spejlæg.

Jeg må indrømme at jeg godt kan se pointen med vodka; det smager fantastisk og varmer godt. Det varer nok ikke så længe inden vi skal se, hvordan vodka går sammen med stegte sild, som vi har en del af på dåse ombord. Faktisk har vi indtil nu levet sundt og godt. Vi har købt rigeligt med frugt, grøntsager, ris og pasta samt en masse dåser med tomater, bønner og lignende. Vi har også et stort lager af poser med linser og supper. Sidstnævnte er rigtigt godt til et varmt og hurtigt mellemmåltid.

I dag så jeg også mit snit til at blive vasket ordentlig for første gang siden afrejsen fra Murmansk for snart 5 dage siden (Det er et held, at man ikke sveder noget særligt på disse kanter). Man tager en pøs havvand op i en gryde, som bringes i kog. Derefter hældes vandet i håndvasken på badeværelset iblandet lidt koldt vand til at nå den rette temperatur. Så nu fik jeg omsider brugt min saltvandssæbe og -shampoo. Det var rigtigt godt, og man føler sig som et lidt bedre menneske bagefter.

Det her er den længste rejse til søs jeg nogensinde har foretaget, hvilket giver plads/rum til til masse eftertænksomhed. Ikke dårligt og noget, som sagtens kan være nyttigt. Jeg tror jeg skal sætte tempoet lidt ned, og have lidt mere luft i kalenderen generelt. De sidste mange år har jeg nærmest sat en ære i at være fuldt booket op, og derved nå det hele, uden at gå glip af noget. Men tempoet skal lidt ned for at give plads til fokusere på, hvad der er vigtigst.

Lige så meget, som jeg for en uge siden ønskede at stoppe turen, lige så lidt ønsker jeg nu at afslutte den. Det her er et helt utroligt sted i verden, som jeg nu begynder at vænne mig til at færdes i.

Den maksimale temperatur vi har haft ombord var omkring 13 grader, da solen omsider dukkede frem, mens vi var i Murmansk. Ellers ligger vi mellem 5 og 10 grader. Udenfor er temperaturen omkring de 5 grader.

Har lige været i kontakt med holdet på land. De begynder at komme tilbage om et kvarters tid. Det bliver hyggeligt at få dem ombord igen. Men det har været fedt med små tre timer alene på båden, og med rig lejlighed til at gå på rov i gufdepoterne.

Udover den sædvanlige besætning dukkede også vores ”færgemand” samt en russisk biolog op, som holdet havde mødt inde i Bugrino.

Så vi bød naturligvis på kaffe/the, småkager og frugt. Jeg kunne forstå, at selskabet på det tidspunkt allerede havde bundet mere end en flaske vodka i land. Så vores lager gemte vi til senere.

På dette tidspunkt havde jeg også fået lyst til at se byen, og fik derfor arrangeret, at jeg blev sejlet ind sammen med Nikolay for at gå samme tur om de andre.

Folk her er, efter vores vestlige målestok, fattige og lever et hårdt liv. Dette ændrer parabolantennerne og børnenes moderne cykler ikke på. Faderen ignorerede mit tilbud om noget frisk appelsin, men havde selv forinden spurgt Kåre om noget frugt til sine børn, som de selvfølgelig fik.

Turen ind til land foregik i en lille motorbåd for fuld kraft gennem det lave vand.

Lugten af kul og sammensunkne huse er de første indtryk, der møder en under ankomsten til stranden ved Bugrino, og som sædvanligt, når jeg er denne slags steder, har jeg det svært med at gå rundt og fotografere. At tage billeder af befolkningen, kan der slet ikke blive tale om. Jeg føler ikke, jeg har ret til det, hvilket i hvert fald på det punkt ødelægger mine muligheder som stjernefotograf. Retten til at tage sådanne billeder, føler jeg bør optjenes ved at leve side om side med ”modellerne”, hvilket jeg i dette tilfælde må indrømme ville være en høj pris at betale.

Men en gåtur og en masse billeder af huse og omgivelser blev det til, og efter ca. 40 minutter, er vi gennem byen og møder vores færgemand, som sejler os tilbage til både ude i bugten.

Nu er det min tur til en vodka, og Nikolay er som sædvanligt med på ideen. Hurtigt får vi tømt flasken fra i går, og Nikolay supplerer hurtigt med et par glas fra sit private lager af pebervodka, som jeg faktisk er ved at vænne mig til.

Efter en kort rådslagning bliver menuen sat til ris med stegte grøntsager i karry samt pølser stegt med peber. Havde egentlig besluttet ikke at spise pølser i dag, men de gik ret godt til den flaske vodka, vi drak til maden. Vodkaen var den originale Smirnoff, som til forskel fra den rædselsfulde kopi smager rigtigt godt.

Vi havde besluttet os for at gå til vodkaen, og der var derfor lagt op til en hyggelig aften ombord. Desværre begyndte Nikolay pludseligt at argumentere for at sejle sammen aften af hensyn til tiden (måske var det vodkaen der talte?) Det havde vi ikke talt om tidligere, og det gav ingen mening, da vi på det tidspunkt havde drukket alt for meget. Kompromiset blev derfor at sejle omkring klokken syv mandag morgen. Vi tømte dog flasken, men gik i seng allerede ved midnat. Jeg må indrømme det irriterer mig, at vi ikke forinden aftaler den slags.

Det virker ikke seriøst på mig at kunne foreslå at ville sejle ud om natten påvirket af spiritus. Det var vi heldigvis også enige om blandt den øvrige besætning.

Mandag d. 29/6, klokken 03.35

Temperaturen ombord på båden er nu 7.5 grader, og jeg har været ankervagt, siden jeg blev vækket af Kirsten for lidt over en time siden.

Tiden er gået med et par kopper varm te og de sidste dagbogsnotater om i går. Udenfor skinner solen og bader arktiske golde omgivelser i et fantastisk smukt lys. Jeg vil lige gå en tur på dækket og tage et billede og checke ankeret. Det sidste er næsten ikke nødvendigt, da jeg på kortplotteren kan se vi ligger perfekt. Vindmåleren viser en svag vind fra SV på ca. 10 knob (5 m/s).

Luften er helt fantastisk kold, klar og frisk. En gigantisk forskel fra kulstøvet i Murmansk.

Tirsdag d. 30/6, klokken 14.22

Temperaturen ombord er nu lige over 5 grader, og jeg har været vågen i et par timer nu. Dagen startede med Andreias hjemmelavede suppe og efterfølgende masser af frisk frugt og lidt chokolade.

Vinden er flovet siden min vagt, hvor vi holdt ca. 6-7 knob over grunden for en NØ vind på mellem 7-10 m/s. Vi går nu 6 knob for motor.

Det er blevet mærkbart koldere nu, hvor vi kommer længere mod øst over mod Vaigach. Forudsat ankerpladsen ikke er tilfrosset, vil vi blive der og hvile ud inden turen går mod Naryan Mar.

Vores efterretninger om Naryan Mar indikerer at lokale oliefund (på bla. Kolgujev) har givet byen en opblomstring, hvilket tyder på, det bliver muligt at finde et godt hotel, hvor jeg kan få vasket noget tøj og slappet af inden jeg flyver til Moskva.

I dag er der stadig 10 dage til mit fly afgør fra Naryan Mar, og det ser p.t. ud til, at jeg kan nå både et par dage på hotel samt rykke min afrejse frem.

Vi har max. et halvt døgn tilbage, inden vi når Vaigach. Derfra er der ca. 180 sømil til Naryan Mar, hvilket vi bør kunne tilbageligge på 30-40 timer, naturligvis afhængigt af vindretning og styrke. Men hvis vi tænker lidt optimistisk, går det forhåbentlig.

Tirsdag d. 30/6, klokken 16.30

Vågnede 2 timer før min næste vagt for at nå at lave aftensmad. Duften af nybagt brød bølgede op i min køje og jeg så, at Kirsten havde kastet sig ud i at bage pandebrød. De smagte fantastisk, men den resterende dej blev dog konverteret til pandekagedej.

Situationen er lidt usædvanlig, idet vi for nogle timer siden stødte på ret massive isformationer (drivis dog). Det lykkedes os dog at finde vej længere sydpå end planlagt, hvor isen var væk. Vi stævner nu således mod Varnek bugten, hvor vi har vores plan B ankerplads ved Vaigach nu, hvor den første var spærret af is.

Nu er Nikolay ved roret, og de andre sidder og drikker te og spiser Kirstens pandekager.

Onsdag d. 1/7, klokken 09.15

6928’.195N, 5834’.435Ø

Isen var desværre for massiv til at vi turde prøve at gå igennem. Efter af have holdt en SØ kurs langs isen måtte vi konstatere, at det ikke blev i denne omgang, vi når helt til Vaigach. Vi var ellers tæt på.

Vi er derfor sejlet ned til øen Matveyev, hvor vi har kastet anker i læ for den NØ vind, som lige nu blæser med 10 m/s. Her er en del bølgegang, men ikke noget som vores gode anker ikke kan klare.

Jeg har nu 30 minutter tilbage inden jeg vækker Nikolay, så han kan overtage ankervagten.

Når vi alle er udhvilede, sætter vi kursen mod Pechorabugten, og derfra videre sydpå mod Naryan Mar. Det lader således til at vi p.t. får 4-5 dage i byen, inden vi flyver mod Tromsø, Sankt Petersborg og Moskva. Men inden da, skal vi ud og hygge lidt i byen. Der bliver talt en del om store bøffer, frisk fisk og gode vine ombord i øjeblikket.

Jeg syntes faktisk ret godt om vores russiske lods Nikolay Litau. Hans engelsk er ikke perfekt, men det lykkes os altid at forstå hinanden. Nikolay er i midten af halvtredser og har en imponerende sejlkarriere bag sig. Bla. har han som skipper sejlet jorden rundt tre gange. Det er også tydeligt, at han inden for de maritime cirkler i Rusland er et stort navn. Det ser vi demonstreret, hver gang vi kommer i havn. Det holder ham ikke tilbage fra at fortælle om uheldige beslutninger på sine sejladser (som man aldrig kan undgå som sejler), eller at fremhæve sig lidt mangelfulde engelsk. Alt sammen meget lærerigt. Det sidste kompenserer han for ved i pauserne ombord at studere sin ”English for Seamen” lærebog.

Jeg tænker faktisk ikke længere på, at båden vipper. Gad vide, hvordan det bliver at komme på land igen? Allerede i Murmansk havde jeg den oplevelse, at jeg faktisk følte mig en lille smule utilpas på land, men ikke på båden.

Onsdag d. 1/7, klokken 18.05

”Troels Kløvedal er en tøsedreng”, siger jeg til Kirsten, og vi griner begge indforstået. Kløvedal sejler jo kun til varme og mere bekvemme himmelstrøg, men det er selvfølgelig kærligt ment.

Vi er for øjeblikket på båden sammen med Nikolay, mens Iver, Kåre og Andreia er roet ind til øen vi ligger i læ af for at gå på opdagelse. Faktisk har de været der længe nu, men jeg kan desværre ikke få fat i dem på radioen.  Jeg ville faktisk godt lige vide, at alt er ok, og hvornår de regner med at være tilbage.

Hørte fra dem over radioen sidst på eftermiddagen, og gik op på dækket for at holde øje med dem, mens de roede tilbage mod båden.

Torsdag d. 2/7, klokken 04.12

Det blev til en aften med alt for meget vodka i går. Faktisk den første på turen, men alligevel. Det var særdeles hårdt at komme ud af soveposen denne gang for at overtage vagten fra Iver og Kirsten.

Iver vil gerne prøve at sejle tilbage mod Vaigach og se om isen er væk, og om vi derved kan komme ind og kaste anker. Så det gør vi nok i morgen. Personligt er jeg temmelig ligeglad, men under forudsætning af at iskortene viser fri passage, og ingen risiko for at vinden blæser ny is ind foran os, når vi først er inde, er det naturligvis ok med mig. Men vi skal lige have is- og vejrinformationer først.

Torsdag d. 2/7, klokken 21.08

Dagen i dag har været ret fantastisk. Vi måtte forlade vores ankerplads i en fart, da en temmelig stor mængde drivis nærmerede sig.

Derefter sejlede vi igen østpå mod isbræmmen for at se, om vi i dag kunne komme igennem. På vejen kunne vi inde på isen se nogle mørke klumper, som godt kunne være hvalrosser. Der var ikke mere is end vi godt turde sejle nærmere, og en stor mængde hvalrosser lå ganske rigtigt og slappede af oven på isflagerne. Det var en stor oplevelse at komme dem så nær, som det var muligt for os, som nærmede os næsten lydløst for sejl.

Desværre var isen stadig for massiv til, at vi kunne komme igennem. Men vores lods Niokolay foreslog, at vi fortøjrede os til en stor isflage for sjov, nu da vi alligvel ikke kunne komme igennem isen.

Som sagt så gjort. Pludseligt kunne man hoppe ”i land” på en isflage ude i Barentshavet, gå en tur og tage billeder af båden udefra. En meget speciel oplevelse.

Nu har vi sat kursen mod syd og rammer Pechorabugten om under 100 sømil. Derfra skal vi sejle på floden ned mod Naryan Mar.

Vores radio er desværre gået i stykker igen, hvilket er virkeligt uheldigt, ikke mindst fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Stadig har vi vores sattelittelefon, så helt skidt er det ikke. Uanset er det godt, at vi inden for de næste 3 dage er fremme ved turens afslutning. Så kommer der 4 nye besætningsmedlemmer og sejler båden tilbage mod Norge via Hvidehavet og Murmansk sammen med Iver og Nikolay.

Lørdag d. 4/7, klokken 09.30

Indsejlingen til Naryan Mar er ikke for tøsedrenge. Langt fra kysten begynder vanddybden at svinde ind til 2, 3 og 4 meters dybde over et kæmpe område. Kun en relativ smal sejlrende er tilgængelig. En udfordring er at de sb/bb markeringer man finder i sine søkort ikke er at finde på havet. Dette skyldes med stor sandsynlighed, at man pga. isen tager dem ind for vinteren. For en uge side var der stadig is overalt, hvor vi nu sejler, og vi gætter på, at man endnu ikke har nået at udsætte markeringerne.

Heldigvis har vi vores kortplotter, som gør navigationen til en smal sag, og Nikolay og jeg får os sejlet sikkert ned til Pechora floden,  hvorfra vi påbegynder ca. et døgns sejlads for motor mod Naryan Mar.

Kåre og Andreia har nu opgaven med at fragte os de næste 4 timer gennem flodens smalle løb. Her er der heldigvis sb/bb bøjer, men nogle mangler dog. Dette betyder konstant opsyn med vores position på søkortene. Den lave dybde gør, at det kan blive fatalt at springe en markering over og sejle direkte på den næste.

Jeg er stadig oppe, fordi jeg er blevet voldsomt fanget af Stig Larssons ”Pigen der legede med ilden”. Har derudover fået læst ”Chicago” og ”Sidste rejse”; alle sammen rigtigt gode og underholdende bøger.

Vi ankom til Naryan Mar inden midnat og blev mødt at nogle utroligt flinke folk på havnen (kystvagt og havnemyndigheder).

Efter et par vodkaer og noget at spise, besluttede Nikolay og jeg at gå en tur i byen. Dels for lige at få et generelt overblik over bla. Hoteller, dels for at finde en åben bar. Det sidste lykkedes ikke, og vi må nok konstatere at Naryan Mar ikke har så meget at byde på i den retning.

Søndag d. 5/7, klokken 8.30

Blev vækket tidligt at faldet til storsejlet som stod og bankede på masten. Det var min egen skyld, da jeg ikke lige havde taget højde for det, da jeg tog sejlet ned tidligere under indsejlingen til Pechora floden. Jeg smuttede derfor op på dækket og fastgjorde faldet, således at vinde ikke fik det til at slå mod masten.

Derefter gik jeg en tur op til byen for at kigge lidt mere på hoteller og for at finde en bager. Bageren åbnede først klokken 10.00, så jeg havde tid til at gå lidt rundt og kigge på byen. Her er hovedsageligt gamle, relativt vakkelvorne, træhuse i 2 etager. Men det er også tydeligt, at byen er i udvikling, hvilket afspejles af nye kontorejendomme, hoteller og ikke mindst det igangværende byggeri af en stor koncertsal.

Fandt også et supermarked, hvor jeg kunne købe ind til en god omgang morgenmad. Det er ellers lidt svært at lokalisere forretninger her. Man anvender ikke vinduer mod gaden, således at man udefra kan se hvad, butikken handler med. Men jeg så en kvinde og et barn gå ind i en bygning, og tænkte, at det kunne da være det var et supermarked. Så jeg fulgte bare efter, og fandt ganske rigtigt et udmærket sted at købe juice, mælk, frugt, cornflakes, yoghurt m.m.

Var tilbage på både ca. 10.30 og kunne overraske den øvrige besætning med en kæmpe morgemadsbuffet.

Checkede ind på hotellet ud på eftermiddagen omkring 2-3 tiden.

Spiste middag på hotellets restaurant sammen med Nikolay og Iver, som var kommet forbi for at tage bad på mit værelse. Vi fik en ret god middag. Forretten bestod af røget laks/hvidfisk, samt frossen rå Malin og laks skåret i tynde skiver. Det smagte fantastisk, og en vodka havde været perfekt til. Men restauranten havde ikke licens til at sælge vodka. Det var en overraskelse, men så måtte vi nøjes med øl. Hovedretten var rensdyrkød med stegte grøntsager og kartofler.

Mandag d. 6/7

Efter jeg er kommet ind i varmen på hotellet har jeg desværre fået temmelig ondt i fødderne, især mine tæer gør ondt. Derudover er begge fødder hævet til langt over det normale og det stikker og prikker i både tæer og fødder.

Jeg vågner ved 4 tiden om morgenen ved at have særdeles ondt, og beslutter at ringe til mit rejseforsikringsselskab for at komme i kontakt med en læge. Efter at have talt med lægen og beskrevet, hvad jeg oplever, lader det desværre til at jeg har pådraget mig en kuldeskade i fødderne. Nervevævet er med andre ord blevet beskadiget, og jeg kan nu bare håbe på, at kroppen formår at gendanne det inden for den næste måneds tid; ifølge lægen kan der godt gå en måned, før jeg er ok igen.

Det er faktisk svært for mig at gå for øjeblikket, og jeg håber virkelig, at det når at blive lidt bedre, inden jeg skal videre til Moskva.

Ud på eftermiddagen kom Kirsten forbi med lidt slik, colaer og øl. Det blev rigtigt hyggeligt og vi sad og sludrede og kiggede på billeder fra turen på min MacBook. Lidt senere kom også Nikolay forbi, og ved 8 tiden tog vi alle tre ned på båden for at spise middagsmad.

Tirsdag d. 7/7

Vågnede ved 9 tiden efter en relativ rolig nat, hvor jeg havde været vågen et par gange pga. smerter i fødderne. Jeg skal vist til at overveje at tage noget smertestillende.

Efter morgenmaden fik jeg renskrevet mine dagbogsnotater og alt er nu på min MacBook.

Udenfor er det ved at klare op, og jeg overvejer at gå en tur og tage lidt billeder. Ifølge lægen behøver jeg ikke være bange for at bevæge mig, det gør bare ondt, så nu må vi hvor langt jeg kommer.

Det blev ikke til en gåtur, men Iver og Kirsten dukkede op ud på eftermiddagen, og vi aftalte at tage ud og besøge en Shaman og spise noget rensdyrkød. Det blev en rigtigt turistfældeoplevelse (hvilket ikke kom som en overraskelse), men vi fik drukket noget vodka og spist noget kød. Så alt i alt ikke nogen dårlig oplevelse.

Tirsdag d. 8/7, klokken 02.20

Undervejs lærte vi nogle lokale at kende som tog os med på en natklub ikke så langt fra centrum. Det var faktisk noget af en overraskelse. Udefra lignede bygningen blot en anonym lagerhal, men indenfor var en natklub, som man kunne finde den i en hver storby vest på. Jeg skriver ”vest på” fordi vi lige nu er meget langt øst på, et sted som man ikke ville forvente kunne byde på noget sådan.

I øvrigt er jeg ret tilfreds med mig selv denne aften. På trods af at jeg har ødelagt mit nervevæv i mine fødder og tæer, har jeg været ude og danse de sidste par timer. Jeg må tilstå jeg stadig kan mærke mine fødder (det gør ondt), men det var fedt at opleve, at jeg rent faktisk kan bruge dem til noget fornuftigt.

Nu vil jeg snuppe en cocktail af smertestillende piller og hoppe i seng. Så må vi se, hvordan det går i morgen. Indtil videre må jeg konstatere at vodka er væsentligt mere effektivt end paracetamol.

Tirsdag d. 8/7, klokken 7.18

Er lige vågnet og må konstatere at der ikke rigtigt er nogen bedring at spore omkring mine fødder. Lægen i Danmark har da også nævnt at der kan gå en måned før nervevævet er reetableret. Faktisk kunne han ikke garantere, at det bliver reetableret, men det virker næsten for uoverskueligt at tænke på lige nu. Heldigvis har han ladet forstå at baseret på min beskrivelse af hvordan mine fødder har det, og hvordan de reagerer tyder alting på, at det nok skal gå i orden. Så det fokuserer jeg på nu.

Har netop talt med Gaudas læge igen, og har en god fornemmelse af, at det nok skal løse sig. Klokken 14.00 i dag vil jeg bestille en tid hos min egen læge til, når jeg kommer hjem.

Jeg overvejede kort ikke at blive i Moskva, men lægen mente ikke at det ville gøre en forskel at tage hjem direkte. Jeg har dog ombooket min hjemrejse fra Moskva, således at jeg flyver tidligere søndag og direkte til København på Business Class; jeg syntes ærligt talt jeg fortjente lidt komfort det sidste stykke.

Jeg vil nu prøve at sove lidt mere, og så gå en tur i eftermiddag og prøve at tage lidt billeder af dette mærkelige sted på jorden; Naryan Mar.

Onsdag d. 8/7, klokken 14.17

All right, det skal nok gå alt sammen. Jeg har nu været ude og gå rundt i byen og fotografere. Endte endda med at gå hele turen ned til havnen for at se, hvad der skete på båden. Jeg kan faktisk næsten gå normalt. Det gør lidt ondt, og føles lidt mærkeligt, da jeg ikke har fuld følelse i fødderne, men det går.

Det næste hold lander klokken 15.00, og vi har aftalt at mødes på båden klokken 16.00. Senere i aften går vi ud, og finder en restaurant.

Torsdag d. 9/7, klokken 02.02

Det her har været en hyggelig dag. Sov længe for første gang siden jeg fik problemer med fødderne – har ikke rigtigt smerter længere – de føles bare lidt ”mærkelige” og følelsesløse.

Efter morgenmaden fik jeg lavet en DVD med mine og Kirstens billeder fra turen til Nikolay og lidt over 11 dukkede Kirsten op på mit hotel. Derefter gik vi rundt og fotograferede byen og besøgte kirken og museet i byen.

Derefter en tur ned på båden for at sludre lidt med de andre. Derfra tog vi en taxa tilbage og købte en DVD (Revolutionary Road) samt noget chokolade. Så var grunden lagt til en hyggelig sen eftermiddag på hotellet, inden vi tog ud for at spise. Desværre var den restaurant vi havde udset os lukket, og vi endte derfor med at købe nogle flasker rødvin (Vodka var desværre udelukket, da klokken var over 8!) og tog ned til Kåre og Andreia som passede på båden, mens de øvrige var på udflugt på floden. Så vi var tilbage på pasta og tomatsovs. Ikke lige hvad vi havde regnet med, men smadderhyggeligt alligevel. Omkring klokken 11 dukkede de andre op, og vi fik fundet en flaske vodka frem, som vi delte.

I morgen går turen til Moskva. Inden da skal jeg dog lige havde fremskaffet en større sum kontanter, da jeg har fået at vide at mit hotel ikke tager i mod kort. Fuldstændigt vanvittigt, da jeg står for skulle betale for 5 overnatninger af 6.200 rubel. Vi må håbe ATM’en i vestibulen har sedler nok.

Jeg har i øvrigt endnu ikke fået den bøf, jeg nu har fantaseret om i ugevis, men i Moskva på hotellet fredag aften, tror jeg det bliver muligt – med en god flaske rødvin til.

Lørdag d.  11/7, klokken 11.30

Om formiddagen kom Kirsten forbi til en kop kaffe inden vi skulle i lufthavnen. Kirsten, Kåre og Andreia fløj et par timer før mig, så jeg blev hængende lidt længere på mit hotel og nåede lige at få en middagslur, inden jeg checkede ud.

Mit absurde hotel kunne ikke tage imod kreditkort, så jeg var nød til at hæve over 30.000 rubler i en hæveautomat i vestibulen. Fuldstændigt vanvittigt og rigeligt til at trigge en overvågningsalarm hos min kortudbyder. Jeg ringede derfor også til SEB, inden jeg udførte de 6 individuelle hævetransaktioner. Aldrig har jeg stået med så mange sedler i hånden på et hotel, eller andre steder for den sags skyld.

Flyveturen fra Naryan Mar til Moskva forløb dog nogenlunde roligt, men folk ombord rendte rundt mellem hinanden hele tiden – temmelig urolige passagerer – kunne ikke lade være med at tænke på, at det eneste der manglede var et par geder og en høne for at gøre kaos komplet.

Ankom til hotellet ca. klokken 20.00. Radisson i Moskva er alt hvad jeg har drømt om de sidste par uge, og lidt til. Jeg blev opgraderet til et Business Class-værelse, så nu har jeg udsigt over floden, espressomaskine og champagne i køleskabet. Hotellet er kæmpestort og byder på adskillige restauranter herunder en rigtigt god japansk restaurant, hvor jeg spiste et kæmpe måltid bestående af sashimi og forskellige maki og nigiri. Dertil en stor Sapporo. Inden middagen blev det dog til en hyggelig stund i baren med min MacBook og en Mojito; skønt at være på nettet igen.

Planen her i Moskva er at tage det fuldstændigt roligt. Derfor har jeg også sovet længe, givet mig god tid til at nyde den overdådige morgenmadsbuffet og hænger her klokken 11.30 stadig ud på værelset. Er dog så småt ved at gøre klar til at gå ud og kigge lidt på byen. Det eneste faste punkt på programmet er Kreml og den røde plads. Derudover måske lidt shopping, helt sikkert noget frokost og så ikke alt for sent tilbage til hotellet og slappe af, inden jeg i aften skal ud og finde en god restaurant.